LINKS

Her skal gerne komme link til andre gode resourcer og til noget af det, jeg selv får skrevet.

Hvorfor læse profeten Esajas?

Når vi siger profeten Esajes siger vi også Kristus-profetier’ eller profetier om Messias. Vi tænker på ordene om barnet, der skal fødes og blive

“Underfuld Rådgiver, 

Vældig Gud, 

Evigheds Fader, 

Freds Fyrste. 

Stort er herredømmet,

 freden uden ophør over Davids trone 

og over hans rige, 

så han kan grundfæste det 

og understøtte det med ret

og retfærdighed fra nu af og til evig tid.

Hærskarers Herres nidkærhed   

skal udvirke dette.Bibelen.“ Es 9,5-6.

Og et par kapitler senere har vi profetien om det nye skud af Isaj rodskud. Og længere henne i bogen, har vi den store sang om Herrens lidende tjener (Es 52,15-53,12). Ingen kan læse og forstå Det nye Testamente uden at vende tilbage til de vers, fordi Jesus selv så tydeligt henviser til dem. Lidt længere henne i bogen har vi de ord, Jesus læste i Nazarets Synagoge og udlagde som omhandlende ham selv og opfyldt i ham:“Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,for at udråbe et nådeår fra Herren.” Es 61,1-2Men Esajas er meget mere end det, selv det selvfølgelig, ja, netop hænger sammen. Der findes hos profeten Esajas meget dybe lag i forståelsen af Gud og hvad han har for med os mennesker. For mit eget vedkommende var det egentlig udgangspunkt for at beskæftige mig med profeten Esajas dels spørgsmålet om bogens enhed: er bogen virkelig et sammensurium af tekster fra forskellige forfattere kommet til gennem en lang og kompleks redaktionshistorie? Og dels det underlige ord i kap 6,9f:Så sagde han: «Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå.10 Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem.»Det gav ærlig talt ikke megen mening, når man gang på gang hørte Es kap 6 brug som baggrund for et kald til at gå ud og fortælle evangeliet, at det altså for Esajas skulle have som konsekvens, at folket ville forhærde sig i stedet for at omvende sig og blive helbredt. Nej, de skulle høre og alligevel ikke se, de skulle høre og alligevel ikke høre. De skulle tværtimod blive både blinde og døve! Samtidig betyder det naturligvis også noget, at stedet bruges af Jesus, da han skal forklare disciplene, hvorfor han brugte lignelser. (Mark 4,10-12 og paralleller) Også i Johannesevangeliet, finder vi det. i forbindelse med Jesu omtale af sig selv som et hvedekorn. (Joh. 12,37-41) Men det skal de, de vantro, ikke se, så de ikke omvender sig “og jeg må helbrede dem.” Der er mange spørgsmål at tale fat på i denne sammenhæng.Og de spørgsmål kan man finde en indgang til ved at læse videre hos profeten Esajas. Jeg valgte at se med friske øjne på spørgsmålet om Esajasbogens enhed, nemlig ved at se på, hvorledes forskellige temaer bliver brugt bogen igennem. Og det viste sig som en frugtbar måde at læse bogen på. Det viser sig nemlig, at temaet ‘døvhed og blindhed’ går gennem hele bogen men med hovedvægten i afsnittene kap 6-9 og kap 40-55. Jeg skal ikke her uddybe det indgående, men tankegangen er den, at det viser sig ikke at være Gud, der er døv og blind for folkets skæbne, da det føres i fangenskab i Babylon. Nej, det er folket der har været både døv og blind overfor, hvad Gud har talt til dem. Men det bliver et vidnesbyrd om, at Gud gør, som han siger. For det var jo det, han havde sagt, at profetens forkyndelse skulle gøre dem døve og blinde. Nu gør Gud dem seende ved at rette deres blik mod det. Jeg håber senere at få mulighed for at skrive noget mere om det.

Under min læsning opdagede jeg imidlertid et helt særligt ord. Og det skulle vise sig at være helt særligt på en dobbelt måde. Først og fremmest på grund af dets indhold. Det er i kap 43, vers 25, hvor der står: Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.Hvor ellers møder vi den tanke direkte udtrykt, at Gud tilgiver for sin egen skyld? Men det møder vi altså her. Jeg vil senere skrive om den nærmere sammenhæng.Men der var altså noget mere, netop vedrørende det sted. Og mere opdagede jeg en dag, jeg stod ved mine oldeforældres grav på Uggerby Kirkegaard. For på gravstenen stod netop det sted. Og det er ikke særlig ofte, man ser det på en gravsten. Jeg har i al fald ikke set det.Men stedet minder om andre steder hos Esajas og netop derfor kan der være grund til at se nærmere på det og hele denne tankegang, nemlig at store dele af profeten Esajas forkyndelse ikke bare drejer sig om at dadle folket, men nok så meget om Guds kamp for at komme til at tilgive sit folk. Jeg skal nævne et enkelt sted, hvis første del er meget kendt, den sidste del sjældent nævnt. Det er kap 57,15-16: For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.16 Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt.Dette sted har adskillige vigtige og afgørende evangeliske pointer. For det første skal vi lægge mærke til, at det er ‘den højt ophøjede’ der vil bo hos den nedbøjede. Det er det, der sker i Kristus, men som allerede er virkelighed bagud hos profeten Esajas. Og han gør det for at ‘oplive det knuste hjerte’, - altså ikke for at støde den vaklende ud over kanten. Det var det andet, vi skulle lægge mærke til. Det tredje er, at Gud nok anklager og vredes, men han gør det ikke ‘for altid’. Det skal vi lægger mærke til og understrege, når vi måske mest tænker på de mange anklager, den megen tale om vrede, vi finder i Det gamle Testamente. Vi finder den samme tanke i Salme 30,6 og 103,9-10. Endelig for det fjerde skal vi lægge mærke slutbemærkning, som måske er den mest interessante eller den mest overraskende, nemlig at det kan Gud ikke - blive ved med at anklage og vredes - for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt.Altså, som jeg umiddelbart forstår det, var Gud for sin egen skyld, for sit eget væsens skyld, nødt til at finde en anden vej end den endegyldige dom. Eller: han måtte i al fald skabe en mulighed for at det menneske, han havde skabt og som han givet livsånde, kunne finde tilbage til ham, altså kunne møde nåde i stedet for vrede.Og det passer så ifølge min tankegang med de mange steder hos Esajas, der handler om Messias som Herrens lidende tjener. For i ham, der blev korsfæstet, ophørte Guds anklage og vrede. Der finder vi nåden. Under korset er vi under nåden.