I "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed" skriver Kierkegaard: at jeg er og var religieus Forfatter, | at hele min Forfatter-Virksomhed forholder sig til Christendommen, til det Problem: at blive Christen, med directe og indirecte polemisk Sigte paa det uhyre Sandsebedrag: Christenheden, eller at i et Land saadan Alle ere saadan Christne." I al korthed er det udgangspunktet for mine kierkegaardstudier. Sådan som Kierkegaard siger: !"Egentligen er det Guds-Forholdet der gjør ete Menneske til Menneske." (SKS 7,222)Det betyder ikke, at jeg vil afvise enhver anden måde at læse Kierkegaard på. Han har været til inspiration for mange uden at det kristne er en del af sagen. Men så er det netop ikke Kierkegaard. Og man kan i øvrigt stille et stort spørgsmålstegn ved at ville læse Kierkegaard for at finde at få et synspunkt på Kierkegaard. Måske - formentlig - skal Kierkegaard først og fremmest læses på den måde, at man afsøger et felt, hvad han siger om det, for selv at finde ind til hvad dette felt kan sige om at være menneske og være kristen i dag. Når jeg vil læse Kierkegaard ud fra hans eget synspunkt, at han er religiøs, kristen forfatter, vil jeg helst ikke læse Kierkegaard som et færdigt system i kristendom. Det var jo netop det, han selv med hele sit forfatterskab modarbejdede. Jeg vil hellere søge efter, hvad han kan sige mig om at være kristen i dag.Til det vil jeg af personlige grunde først og fremmest undersøge det absurde og paradokset, men også dets mulige overvindelse hos Kierkegaard. Hvor langt kan man egentlig nå? Og jeg vil helst gøre det med den lidenskab som netop for Kierkegaard var afgørende. I Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift finder man det igen og igen, fx. "Christendommen er Aand, Aand er Inderlighed, Inderlighed er Subjektivitet, Subjektivitet i sit Væsentlige Lidenskab, i sit Maximum uendelig personligt interesseret Lidenskab for sin evige Salighed." Eller et andet sted: "Subjectiviteten culminerer i Lidenskab, Christendommen er Paradoxet,Paradox og Lidenskab passer ganske for hinanden, og Paradoxet ganske for den i Existentsens Yderste Bestedte."! (SKS 7.210Når man har en lidenskab, giver det sig selv, at der er et objekt for denne lidenskab. Man kan således have en lidenskab for filosof eller for klassisk musik. Uden dette objekt bliver det meningsløst at tale om en lidenskab. Det gælder også den 'uendeligt personligt interesserede lidenskab'. Den har også et objekt, men det er et nok så problematisk objekt, da det er den 'evige salighed'. Men hvad er den evige salighed? Ja, det er ikke til at sige. Man kunne måske i første omgang sige, at det må være det, for hvilket man ubetinget opgiver alt andet. Men det er der jo så mange, der har gjort, lige fra Jesu første disciple til lige så troende kommunister. Måske vil nogen sige, at kristent set ved vi det godt, for det er en evighed sammen med Jesus, når han kommer igen. Så let slipper vi imidlertid ikke, for hvordan kommer vi dertil? Jo, kan vi sige, det står i Bibelen. Men for Kierkegaard går det netop ikke, for hvordan kan vi bevise, at Bibelen taler sandt? I Efterskriften gør han klart, at det aldrig kan blive andet end en tilnærmelsesvis sandhed. For det første fordi sådan er det med historiske sandheder. For det andet fordi vi i Ny Testamente støder på paradoxet, modsigelsen, som er 'Guden i tiden'. Paradoxet er det, vi ikke kan forstå. Det er det, vi ikke kan komme bagom. Det er det, vi kun kan forholde os subjektivt til i troen. Vi kan forstå os selv i troen, i paradoxet, i Kristus, men vi kan aldrig komme bagom det. Vi kan aldrig bevise det objektivt.Men vi kan blive ved med at tænke om det. Når Kierkegaard taler om paradoxet, det der standser os, det som sætter en grænse for os og vores tænkning, så er det ikke en opfordring til fornemt at trække sig tilbage og lade paradoxet være. Nej, så må vi netop tænke over paradokset og blive ved med at tænke over det